Aktuelt fra præsterne


Prædiken til pinsedag i Nollund Kirke - v. Steen Frøjk Søvndal

GT-læsning:                                 Jer 31,31-34

Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

Epistel:                                        ApG 2,1-11

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.«

Prædiketekst:                                Joh 14,15-21

Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«

 

 

PRÆDIKEN

Hvordan virker Gud i dag? Hvordan kan vi erfare Gud? Hvordan kan evangeliet blive noget, vi lever i og af? Hvordan bliver vi frelst og kommer hjem til Gud på den nye jord, når vi dør? Det er tanker, vi alle sammen kan gøre os.

For at svare på alle disse spørgsmål, må vi ind omkring pinse. Var det ikke blevet pinse, så gav alle disse spørgsmål slet ikke mening, ja der ville ikke være nogen kristen tro i verden. Så stort kan det siges, hvad pinse betyder. Vi kalder pinsen ”kirkens fødselsdag”, men der var kirke til før pinse, allerede i den gamle pagt, når folket levede i tro på Gud. Pinse er snarere kirkens eksplosion, startskuddet til mission. En omtalte pinsen som en smittebombe for evangeliet. Vi hørte i epistlen om, hvordan folk hørte apostlene tale på deres eget modersmål, selv om de kom fra helt andre lande og områder. Evangeliet blev oversat til andre sprog.

Den første pinse er en verdenshistorisk begivenhed på linje med Jesu opstandelse fra de døde. Vi hørte forudsigelsen fra Jeremias flere århundreder før pinse, ligesom Jesu kors og opstandelse blev forudsagt i Det gamle Testamente. Nu blev det virkeliggjort – med Guds knivskarpe millimeterpræcision. 50 dage efter påske skete dette store under.

Mange af de spørgsmål, jeg stillede i begyndelsen, har at gøre med erfaringsdimensionen ved troen. Vi taler ikke så meget om den, vi holder os lidt tilbage – måske fordi vi kender misbruget af det fra sammenhænge, hvor man overbetoner bestemte erfaringer. Nogle lever i et umenneskeligt pres for at opleve det samme som andre, og man sammenligner sig. Der er bestemt en grøft her, som vi ikke skal falde i. Men kan vi så tale om erfaring? Giver det mening, når vi synger: ”Du er vor Fader, Gud, og vi elsker dig… Lad nu dit nærvær erfares midt iblandt os”? Mange af os synes, at der er for få erfaringer af Guds nærvær, af Guds kærlighed. Derfor vil vi også til sidst i prædikenen komme ind på spørgsmålet om, hvordan vi erfarer Gud.

Nogle gange kan man få fornemmelsen af, at kristendommen for mange er blevet en hoved-sag – altså forstået på den måde, at den kun har med hovedet at gøre. At det er en teoretisk religion, som det gælder om forstandsmæssigt at sætte sig ind i, og når man så er blevet klog på det, så har man den. Det er også en hoved-sag på den måde, at resten af kroppen er skåret fra. Hjertet, følelserne, bevægelserne.

Jeg kom til at tænke på det i forbindelse med GT-læsningen fra Jeremias’ bog, hvor Gud taler om den gamle pagt, der er bogstaver, skrevet på tavler af sten. Og allerede her, mange århundreder før det sker, taler Gud om en ny tid: Sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte.

Guds lov skal være skrevet i vores hjerter. Jeg tror, vi alle sammen har noget at lære her. Vores kristendom er ikke skrevne bud og regler, vi skal overholde, men en hjertesag, en brand i hjertet, kunne man sige. Vel er det Guds lov, som er skrevet i hjertet, ikke selvopfundne retningslinjer – det er Guds ord, Guds vilje, Guds-troen, som står mejslet ind i menneskehjerter.

Læg mærke til, hvad Jesus begynder vores prædiketekst med. »Elsker I mig, så hold mine bud. Det kan også oversættes: ”Elsker I mig, så vil I holde mine bud”. Jesus synes altså ikke at isolere hovedet – tværtimod, han siger, at det begynder med hjertet. Vi kan nok have det omvendt. Vi tænker, at hvis jeg får styr på hele dogmatikken og får læst Bibelen igennem mange gange, så kan jeg begynde at fatte, hvad det hele drejer sig om. Sådan ville Jesu tilhørere også tænke. De gik rigtig meget op i budene og reglerne, og der var ikke meget hjerte med i det. Det gjaldt om at kende loven, og så kunne man følge den. Og det er meget forståeligt, for sådan er det med verdens love. Hvis man vil være jæger, så skal man studere jagtloven inden man kommer til prøve, og skal man have 0 fejl, så skal man være meget klog, forlyder det.

Det her er en anden tilgang til loven. Jeremias forudsagde en ny tid, hvor man skulle elske giveren af loven – og så ville man følge den. I Sl 119 – den lange salme om Guds ord – vender jeg tit tilbage til v. 32: Ad den vej, du befaler, vil jeg løbe, for du har gjort mit hjerte fri. Samme tankegang: Vi adlyder Gud og følger Jesus, fordi vi er blevet sat fri.

Det begynder med kærligheden – og se så, hvad der følger af den: Elsker I mig, så vil I holde mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. Det begynder med kærligheden til Jesus. Vi ser det i Åb, hvor menigheden i Efesos får at vide: Jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Derfor får menigheden besked om at omvende sig og gøre de gerninger, den først gjorde.

Kan vi elske Gud? Sådan kan vi spørge. Også her har der været en tilbageholdenhed. Dels fordi det følelsesmæssige i troen har trange kår, og dels fordi det at elske i vore dage hurtigt bliver forbundet med noget seksuelt. Ordet kærlighed har mange ord på græsk, fra det seksuelle over den venskabelige kærlighed og til sidst til ordet agape, som betyder den rene kærlighed, uden reservationer, af nåde – sådan som Guds kærlighed mod os er.

Kan vi elske Gud? Vi kan hurtigt komme i tanke om alle de gange, vi ikke har elsket Gud. De gange, vi tænkte på os selv først. Alle de gange, vi tvivlede på Guds kærlighed eller svigtede vores første kærlighed.

I vielsesritualet tales der om at elske – men vi spørger ikke: Kan du elske og ære, i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den Almægtige vil tilskikke jer? Heldigvis da, for så tvivler jer på, at vi ville få ret mange ja’er. Ægteskabet bygger ikke på, at vi har evner for at elske hinanden.

Vi spørger: Vil du elske og ære?

Jesus spørger dig ikke, om du kan elske ham af et rent hjerte. Han kender menneskehjertet bedre end nogen anden. Han ved, det er umuligt for os, ligesom det er umuligt for os at elske vores næste som os selv.

Snarere spørger han: Vil du elske og ære? Det er et andet spørgsmål, som har med viljen at gøre. Også vores vilje er ramt af syndefaldet, og fordi viljen hos os ikke er så stålsat som vi gerne ville, så går ægteskaberne nogle gange i stykker. I forhold til Jesus er det et relevant spørgsmål at stille: Vil du elske og ære ham, som har elsket dig til døden? I pinsens sprog: Vil du lade Helligånden komme til i dit liv? Jesus siger, at han vil give os en anden talsmand… sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. Forvent ikke støtte fra verden omkring dig. Verden ved ikke, hvad vi taler om. De hverken ser eller kender, hvad du snakker om. Men Jesus siger: I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer.

Skal vi være helt præcis, så spørger Jesus: Vil du elskes og æres? Det kunne faktisk overvejes til et vielsesritual, for i nogle ægteskaber er det en større udfordring at ville elskes end at ville elske! Vil du elskes og æres – af den største kærlighed, som findes på jorden? Den kærlighed, der gav sig selv hen for os syndere på korset. Gud elsker os. I den nye oversættelse af Bibelen, Bibelen2020, lægger man hurtigt mærke til, at man er blevet meget direkte med udtrykket, at Gud elsker os. Før stod der ”Guds kærlighed er udgydt i vores hjerter” eller lignende – nu skriver man ligeud: ”Gud elsker os”. Ikke indtil døden skiller os ad, for i Guds rige er døden ikke horisonten – den er en bindestreg, en overgang, en grænse. Og grænsen er ikke lukket og lukker aldrig for den, der tror på Jesus. Verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve, siger Jesus.

Stakkels verden, som ikke ser Jesus! Verden er efterladt faderløs. Jeg har mistet min far her på jorden, men jeg er ikke faderløs. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer, siger Jesus. Pinsens Ånd sender os ud med en uendelig og uendelig rig opgave – at vidne om Jesus til den verden, som ikke ser Jesus. Og endnu i dag sker der, at mennesker ser ham.

Kan Gud erfares? Jeg vil sige: Lad det komme an på en prøve! Hvordan erfares Gud? Det spørgsmål bliver det sidste, vi når i dag. Til gengæld noget uhyre vigtigt!

Kirken har alle dage sloges med en teologi, som vil ophøje troserfaringer til et bevis på, at man har Gud på sin side. Paulus er oppe mod nogle i 2 Kor, som netop har den teologi. Luther kaldte det ”herlighedsteologi”. Tankegangen er, at Gud primært virker i fantastiske oplevelser og sejre. Han virker i herlighed, derfor herlighedsteologi eller fremgangsteologi.

Luther gik skarpt mod dem med sin korsteologi og nævnte ligefrem korset som et af kirkens kendetegn. Luther slog fast, at det er under kors, modgang og lidelse, at vi tydeligst erfarer Gud – og Guds kærlighed! Derfor er modgang ikke et tegn på Guds fravær, tværtimod. Tvivl og anfægtelse følger troen, så længe vi lever. Pinsen var heller ikke blot en fantastisk oplevelse – for de 3.000, der den dag blev døbt, indebar det, at de måtte omvende sig fra deres tidligere liv og lade sig døbe. Det centrale i pinsen var ikke følelsen af, at Gud var nær gennem Ånden – det centrale var, at Guds Ånd nu var nær. Gennem små ting som Guds ord, som dåben og nadveren. Nogle gange var der store følelser med i det, nogle gange ikke. Det befriende er ved erfaringen af Ånden er, at vi ikke er afhængig af følelsen. Vi har Guds ord, dåben og nadveren, som er giver os Guds nåde.

Korsteologien kan rendyrkes i usund retning. Vi kan få det stillet op, så Gud ikke må være en del af alt det gode. Han virker KUN i det svære, og jo elendigere vi er, desto bedre. Det er blevet kaldt elendighedsteologi.

Paulus rammer vejen præcist, når han i Romerbrevet siger: Alt virker sammen til gode for dem, som elsker Gud.

Gud virker igennem fantastiske oplevelser og sejre.

Gud virker – og stærkest her – i magtesløsheden, i nederlaget, i modgangen.

Begge dele! Gud kan erfares.

Det begynder og slutter med kærligheden. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.

Glædelig pinse!

Amen!


Evangelium og prædiken til pinsedag 2020, Grindsted Kirke ved Anna Marie Erbs

Denne hellige lektie skriver profeten Jeremias: 
"Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd." Jer 31,31-34


Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger:
"Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere - vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål." ApG 2,1-11

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
"Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham." Joh 14,15-21

Vinden ser vi ikke,
kun hvad vinden kan:
træer og græs sig bøjer,
bølgen slår mod land
sådan lyder ordene i en lille pinsesalme. Og det er så sandt og enkelt, som det er sagt.

Vinden ser vi ikke, men vi skal ikke langt vest på for at se, hvad den gør ved landskabet.
Den bøjer træerne, så de står med ryggen mod vinden. Jo, længere vi kommer vest på, jo mere krumbøjede, og jo mindre bliver de. I det hele taget blæser vinden livet ud af jorden. Vinden kan også jage sandet op i storm, så marker og såsæd flytter langt væk, og landmanden må så på ny.

Vestenvinden gør også noget ved folk, der lever med den som hverdag.
De er ikke så udadvendte og snakkende, som mange østjyder f.eks. er det.
Stormens brølen tager ofte ordene ud af munden på dem. Så gælder det om at bruge så få som muligt og alligevel få sagt det, der skal siges.

Måske bliver folk også fåmælte, fordi de oplever naturens kræfter som en reel trussel mod deres liv.
For vinden blæser ikke kun over land. Over vand pisker den bølgerne op og efterlader fiskerne i en kamp på liv eller død. Store forlis fortæller alvoren i det liv og hos de mennesker, der ikke er snakkesalige som dem ovre øst på.

Nej, vinden ser vi ikke, men vi ser alle følgerne, alt, hvad vinden anretter, når den rigtig tager fat.
Det skaber hos mange en vis eftertænksomhed.
Man kunne godt gå hen og blive religiøs, selvom det ellers til daglig lå fjernt for en.

På pinsedagen kom Helligånden som et vindpust, hører vi.
Fra himlen kom en kraftig lyd, en lyd som af et kraftigt vindstød, skriver Lukas i Apg.
Helligånden kan ikke ses, den kan høres.
Lyden kommer ovenfra.
Den får folk til at stimle sammen i Jerusalem.
De ser ikke Helligånden,
de ser og oplever, hvad den gør.
Hellig ånden gør lige det modsatte af, hvad Vestenvinden gør.
Grundtvig skriver det, som vi sang før,
Det ånder himmelsk over støvet
Det vifter hjemligt gennem løvet
Det lufter liflig under sky
Fra paradis opladt på ny.
Det ånder og vifter og lufter.

Som ren poesi kommer vinden, ganske vist i et mægtigt opsigtsvækkende brus – et himmelbrus -, men som en melodi, der smyger sig om folk og får dem til at åbne sig.

Vestenvinden får træer og mennesker til at krumme ryggen og holde sammen på sig selv.
Helligånden får folk til at rejse sig og se op mod himlen, i forsøg på at se, hvor ånden kommer fra. Og den får folk til at tale.

Der er noget sådan rigtigt lalleglad over pinsedagen. Disciplene havde nu siden Kristi himmelfart siddet og ventet i tavshed i Jerusalem, sådan som Jesus havde påbudt dem.

Da Helligånden kommer, bliver de løst fra deres venten og sidden. De springer rent bogstaveligt op og ud, og de begynder at tale.

Fra det lukkede og indesluttede discipelselskab begiver dig sig ud i den vrimlende by.
De har haft munden lukket om mange ord.
Ord, de ikke kunne få over deres læber: skuffede, bitre og vrede ord, sorgfulde og fortvivlede ord.
Nu får de tungen ret på gled.
Og de bliver forstået og taget i mod med begejstring.
Helligånden baner vejen for ordene, så de bliver taget imod.
Det er et under.
En helt ubegribelig og lalleglad fortælling.
Vi kan ikke se det for os. Men vi kan se, hvad Helligånden gør, hvad der siden sker. Der sker bl. meget andet det, at vi er i kirke i dag.

Vi er ved dåben føjet ind i den lange kæde af mennesker, vi kalder de helliges samfund.
Det samfund skaber Helligånden af os her i Grindsted og af alle kristne ud over hele kloden.
Helligånden kan vi kende på, at den gør det modsatte af vestenvinden. I stedet for at bøje nakken for naturens mægtige kræfter løfter vi hovedet og ser opad.
I stedet for at blive fåmælte eller tavse af den megen modvind åbner vi munden og taler til hvem som helst om Guds storværker.
Og i stedet for at lukke os om os selv og vores egen kultur og vort eget sprog, åbner vi ørerne og lytter uden forbehold til hinanden uanset, hvilket sprog det så foregår på.

Det er et sandt kommunikationsunder, Pinseunderet. Og lad os bare indrømme, at vi længes efter, at det hos os skal være, som det var i Jerusalem den første pinse. Det gør vi, fordi vi jo langt fra altid oplever kirken som sådan et sted, hvor den slags undere sker.
Fordi vi langt fra altid kommer hinanden tillidsfuldt og åbent i møde.
Og fordi vi langtfra altid går ud og taler til folk om Guds storværker på deres egne tungemål.
Kirken kan af og til kan tage sig ud som et hus, vi lukker sig inde i, sidder tavse og venter i, sammenkrummet om og knuget af angst for naturens vældige kræfter og for dødens stensikre komme til hver enkelt af os. Kirken kan godt ses som et tilflugtssted for angste mennesker.

Vi har gennem de seneste måneder været lukket ude, og vi har længtes efter at blive lukket ind.
Her er godt at være midt i fællesskabet.
I de seneste måneder har vi - som disciplene - siddet tavse og ventet på, at vi igen kunne være et fællesskab.
Måske er det gennem de måneder blevet mere og mere tydeligt, hvad vi skal. Vi skal som disciplene ud i byen og fortælle om pinseunderet på alle sprog.
Måske har vores mund været så godt lukket omkring sorgens og fortvivlelsen ord, at vi ikke har kunnet åbne den og komme de fortvivlede og sørgende i møde. Måske tror vi, at vi skal kende alle svarene, før vi kan gå ud i byen og fortælle om Guds storværker. Kende alle svarene på verdens nød og elendighed og dødens iskolde logik.

Er det sådan fat med kirken, at den bøjer sig ind om sig selv og lukker sig om sig selv?
Så er der noget helt galt fat.
Så er kirken blevet et åndløst sted. Et venteværelse.
Så er vi i et venteværelse, hvor vi ikke længere har sans for, hvad vi skal, mens vi lever.
Så er vi der, hvor vi først og sidst tænker på egen skæbne og egen lykke.
Og så har vi glemt Jesu ord, som de lyder og har lydt igen i dag:
Jeg lever, og I skal leve.
Sandhedens ånd skal komme og bo i jer.
Sandheden er nært forbundet med kærligheden.
Elsker vi ham, så holder vi budene om at elske.
Og den, der elskes af ham, elskes af Faderen.
Han lever, og vi skal leve.
Helligånden giver os både viljen og styrken til at elske.
Kærligheden er det inderste mysterium i alt liv.
Kærligheden er selve kraften til at være til.
Pinseunderet kan ses - og ses ofte som et brud -, en kolossal omvending i disciplenes liv.
Med Jesus havde de gået i modvind og mødt modstand:
Mere end en gang havde de måttet ryste støvet af deres sandaler og begive sig videre til den næste by, fordi de ikke blev taget imod.

I påsken blev modvinden så stærk, at den fik dem til at bøje væk fra vejen og forråde Jesus.
Nu i pinsen sker så underet.
Troen vender tilbage til dem, og de kan gå videre.
Vi ved også, at den vej de skulle gå, så smuk og mild pinsen så var, at det blev en streng og hård vej i modvind.
Sådan kan man se pinsens vidunder. Men det er ikke et brud eller en omvæltning.
Det er en fortsættelse af Guds kærlighed, som i virkeligheden ikke på noget tidspunkt var hørt op.
Det som Jesus gjorde i tro på Gud, da han gik på de støvede veje helt ud til de fortabte, det fortsætter, da disciplene slipper fri af deres mismod og vantro, da de får tilgivelse for deres svigt og modløshed.
De er ikke til ukendelighed forandrede, da de går ud i byen.
De er i enhver forstand de samme, ellers havde de ikke kunnet gå.
Før gik Jesus med dem. Nu går Helligånden med dem.
Som Helligånden går med os på vores vej mod dødens stensikre logik.
Ånden blæser vores forbehold og spørgsmål, vores fortvivlelse og sorg bort, så vi kan rette os op og begive os ud i verden og fortælle om Guds storværker på alle tungemål.

Glædelig pinse!

Amen


Nu kan man igen klikke på "Prædikener" og læse prædikener - fx denne fra 6. søndag efter påske, v. Steen Frøjk Søvndal, Urup Kirke


Evangelium og prædiken til 6. søndag efter påske 2020 Grindsted Kirke ved Bodil Raakjær Jensen

Evangelium og prædiken til 6. søndag efter påske 2020 Grindsted Kirke ved Bodil Raakjær Jensen

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Dette hellige evangelium skriver evg. Johannes:
Bibelen 2020 – Johs. 17,20-26

”Jeg beder ikke kun for mine disciple, men også for alle dem, der tror på mig, fordi disciplene har fortalt om mig. Jeg beder om, at de skal blive en enhed, far. Ligesom du er i mig, og jeg er i dig, beder jeg om, at de må blive en del af os, så verden kan tro på, at du har sendt mig. Den guddommelige styrke, som du har givet mig, har jeg givet videre til dem, for at de kan blive en en-hed, ligesom vi er. Når jeg er i dem, og du er i mig, bliver de også en fuldstændig enhed. Så kan verden forstå, at du har sendt mig, og at du hele tiden har elsket dem lige så højt, som du elsker mig.

Far, du har givet dem til mig, og jeg ønsker, at de skal være sam-men med mig der, hvor jeg er. De skal se den guddommelighed, jeg har fået af dig, og forstå, at du har elsket mig, før verden blev skabt. Far, du ved, hvad der er rigtigt og forkert. Verden ved ikke, hvem du er, men det ved jeg, og mine disciple har for-stået, at du har sendt mig. Jeg har fortalt dem om dig. Det vil jeg blive ved med, så den kærlighed, du har til mig, lever i dem, og så jeg lever i dem.”

Prædiken:
Hænger enhed og enshed sammen? Og kan man være fælles hver for sig? Det er spørgsmål, som dagens evangelium får mig til at stille.

Johannes teksterne mellem påske og pinse er ikke skånekost – i hvert fald ikke for den, der skal udlægge teksten. Teksterne er indviklede. Ikke fordi der er svære ord i dem, men fordi de vikler sig ind i sig selv. Det er det samme, der bliver sagt på mange måder, og de mange personlige stedord – mig, dig, de, du, dem, jeg, min, din, dit – udgør et underligt irriterende benspænd, så man tænker: hvad er det egentlig, Jesus siger?

I min prædikenforberedelse læste jeg dagens evangelium i den nye bibeloversættelse - Bibelen 2020, og jeg blev egentlig så op-taget af den, at jeg besluttede, at det var den oversættelse, I skulle høre i dag. Så kan I jo gå hjem og læse den autoriserede oversættelse i jeres salmebog og sammenligne – i hvert fald det, som I lagde mærke til, var anderledes.

Teksten er den allersidste del af det, vi kalder for Jesu ypperstepræstelige bøn. Ypperstepræsten er i den jødiske tradition den øverste præst. Ordet ypperste er gået ud af vores daglige tale. Vi kan sige om noget, at det er ypperligt – altså særlig fremragende, men vi bruger ordet sjældent. Ypperstepræsten var den eneste, der måtte gå ind i det allerhelligste i templet i Jerusalem. Det var det inderste, helligste kammer, der kun blev be-trådt af ét menneske én gang om året, nemlig på den store forsoningsdag – Yom Kippur - hvor præsten gennem sin tjeneste skaffede folket soning for deres synder. Gennem ypperstepræ-stens tjeneste kunne mennesket forsone sig med Gud.

Jesus kaldes siden for ypperstepræst, fordi mennesket netop gennem ham, kan forsone sig med Gud. Det skete dog på en an-den måde end at sætte ild under et brændoffer på alteret. Jesus lagde så at sige sig selv på dette alter. Nu blev korset stedet for forsoningen mellem Gud og menneske.

Det er da også, hvad der sker, straks efter at Jesus har afsluttet sin bøn. Sammen med sine disciple går han over Kedron-bækken ind i Gethsemane have. Her kommer Judas i spidsen for soldaterne og tempelvagterne. Og hvad der sker herfra ved vi god. Det er her påskens begivenheder tager fart.

Inden bønnen, som fylder hele evangeliets kapitel 17, har Jesus holdt en lang tale for sine disciple. Han har fortalt om, hvad der nu skal ske og hvorfor, og han har lovet at sende dem en anden hjælper, når han nu selv skal tage afsked med dem.

Og så begynder Jesus at bede - for sig selv, for sine disciple og til sidst – i dagens evangelium - for alle os, der gennem disciplene er kommet til tro på ham.

Jamen, er det da os - kunne vi så spørge - flere tusind år senere? Der er ingen af os, der nogensinde har mødt en af Jesu disciple. Der ligger mange, mange generationer imellem. Der er en lang kæde af mennesker, der er kommet til at tro på Jesus som Guds søn gennem det, de har fået fortalt af dem, der gik forud i slægten - en bedstemor eller bedstefar, forældrene, en gudmor, en lærer, en spejderleder, en præst eller en ven.

Men netop derfor kan vi se os selv som et led i den lange, verdensomspændende discipelkæde. Sådan er vi alle – i sidste ende - kommet til tro gennem disciplenes fortælling. Havde de holdt mund dengang efter Himmelfarten, havde de ikke fået kraft og mod og evner til at fortælle det hele videre, så havde der nok ikke været kristendom til i dag – med mindre Gud havde fundet andre veje.

Men hvad er det så præcis, Jesus beder om for dem, der er kommet til at tro på ham – altså hans egne – altså os? Det ord, der går igen rigtig mange gange i dagens evangelium, er enhed.

Gud og Jesus er en enhed. Jesus kommer fra Gud, og han går til-bage til Gud. Som Ordet var han hos Gud inden begyndelsen, og han vil være der i al evighed. Jesu liv på jorden var derfor en pa-rentes. Som en coronavits fortæller det: ”Hvad skete der egentlig Kristi Himmelfart – jo, det var den dag Jesus begyndte at arbejde hjemmefra”. Lidt plat, men egentlig meget præcist. Jesus har hjemme hos Gud. Han kom fra Gud og vendte tilbage til Gud. Faderen og Sønnen er eet.

Jesus beder nu om, at alle, der tror på ham, også må blive en del af denne enhed. ”Når jeg er i dem, og du er i mig, bliver de også en fuldstændig enhed.”

Hvordan kan vi være en enhed? Kræver enhed ikke enshed? Der er i hvert fald fortalt mange historier om, hvordan enshed har været en forudsætning for at opnå denne enhed. ”Kom som du er, men bliv som en af os!” Sådan er der noget kritisk blevet sagt om tætte religiøse miljøer – især de nyreligiøse af slagsen - hvor enshed i tanke og gerning er det, der opretholder fællesskabet. I begyndelsen er det hele varmt og gæstfrit – ”Kom som du er” - men ensretningen er uundgåelig – ”bliv som en af os”. Her bygger enheden på ensheden. Falder man udenfor, så er det virkelig ud.

Et af de mest tankevækkende eksempler er fra Selma Lagerlöfs roman Jerusalem. Den handler om en flok bønder i Dalarne i Mellemsverige. Egentlig har de et godt sammenhold. Skønt for-skellige hjælpes de ad, og deres fællesskab er godt og stærkt. Men da deres leder dør, og en omvandrende prædikant kommer til byen, opstår der splittelse i det lille samfund. Mange af de fattige bønder bliver grebet af forkynderens ord om det gyldne Jerusalem, hvor Jesus snart skal komme igen. De bliver hjernevasket til total ensretning. Trods andres modstand og ad-varsler og trods kolossale personlige omkostninger sælger denne lille, vakte gruppe al deres ejendom, følger deres forfører og rejser til Jerusalem.

Men ingenting bliver, som de troede. I sektens magtcentrum hersker ingen nåde, nordboerne har ingen modstandskraft over for Mellemøstens sygdomme, og Jesus kommer ikke, som det var blevet lovet af dem, der troede, at de kendte dagen og ti-men. De bukker alle under – enten dør de, eller også bliver de sindssyge.

Vi er forskellige af krop, sind og tanker. Sådan er vi skabt. Det er en gave. Vores levevilkår er forskellige og deraf også vores liv – vores holdninger og vores handlinger. Heller ikke vores tro – el-ler vores tvivl, for den sags skyld - er ens. Der er mange nuancer, og det er i orden. Faktisk udgør vi sammen den perfekte enhed, så forskellige som vi er.

Jeg forestiller mig det som et vidunderligt og fantasifuldt pusle-spil, som Gud har kreeret – i bogstaveligste forstand. Brikkerne er vidt forskellige, men lige vigtige. Mangler der en brik – bare én lillebitte brik - så går enheden – så går det fuldkomne – fuldstændig tabt. Men sammen er vi en enhed.

Billedet med puslespillet fortæller, at enhed ikke handler om enshed. Et puslespil med helt ens brikker ville være frygtelig kedeligt. Derimod handler det om fællesskab. Det er vigtigt – ja essentielt – at alle er med, og at ingen af os falder ned og bliver væk – i mørket under gulvtæppet.

Fællesskab – det er lige præcis det, vi har manglet i lang tid nu. At være fælles – hver for sig. Sådan har mottoet lydt siden begyndelsen af marts. Men kan man det? Fællessang – hver for sig – har haft stor succes. Selv X-Factor fredag aften er i seertal blevet slået af fællessangen i tv.

Men at være fælles hver for sig – på afstand, det er dog kun en ringe erstatning for det fællesskab, vi føler, når vi – som nu her i kirken – er fælles sammen.

Man kan synge sammen – hver for sig – i trodsig stædighed. Man kan gøre det, fordi man vil, at fællesskabet skal overleve trange tider. Man gør det, fordi man er bevidst om midlertidigheden.

At vi skal mødes igen alle – både stærke og svage. At vi igen skal kunne tåle at være fælles – sammen i samme rum – alle sammen. Det er vores håb. Derfor kan vi overhovedet holde denne absurditet ud, at man kan være fælles sammen hver for sig.

Men fællesskabet i troen er noget andet og mere end det at sidde i samme rum – at synge, at lytte, at tale sammen. Fælles-skab er også at tænke på og bede for den anden. Også for den, der ikke kan være tilstede. Der vil altid være nogen, der af den ene eller anden grund ikke kan være med i det fysiske samvær. Måske aldrig. Men de falder ikke ud af fællesskabet af den grund. For hos Gud - i troen - kan vi netop være fælles, selvom vi er hver for sig.

Danmark bliver åbnet igen. Vi er på vej til at få vores dagligdag tilbage. Det er glædeligt og befriende. Men denne tid har også lært os noget. Den har lært os, at fællesskab rækker ud over de fysiske rammer. Og den har lært os, hvordan det er at være isoleret og lukket ude. Den erfaring kan vi tage med os i vores om-tanke og omsorg for dem i vores fællesskab, der ikke kan være med i denne dejlige åbning. Måske er de ikke de mest iøjnefaldende brikker i puslespillet, men de er – ligesom vi - ganske uundværlige for Gud. Det er det, vi kalder nåde.

Nåden er et ord fra Gud over alle dage. Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage.

Amen


Gudstjeneste "på landet"

På søndag d. 24. maj kl. 11.00 åbnes dørene til gudstjeneste i Urup Kirke efter mere end 2 måneders pause. Det er 6. søndag efter påske, også kaldet "pinseadvent", da det er søndagen før pinse. Vi skal begynde med at synge Grundtvigs stærke og festlige salme: "Denne er dagen, som Herren har gjort", og gudstjenesten bliver en glædesfest over evangeliet og fællesskabet i kirken. Prædiketeksten er fra "Jesu sidste bøn" og rummer derfor hans sidste og stærkeste ønske for sin kirke i verden.
Pga. retningslinjerne i denne tid, er der begrænsning på antallet af kirkegængere, så kom i god tid. På glædeligt gensyn!


Kristi himmelfartsandagt v/ Egil Hvid-Olsen

Kirkerne er åbne, men må ikke fyldes op. Derfor kan de indbyggere i Grindsted, der er gået forgæves eller er blevet hjemme, se denne andagt, der indeholder de samme læsninger og den samme prædiken, som kirkegængerne i Grindsted Kirke hører Kristi himmelfartsdag.


Lad os læse (mere) i Bibelen sammen

Torsdag blev vi færdig med 1 Kor, bl.a. med kærlighedens højsang (kap. 13: "Størst er kærligheden") og det stærke opstandelseskapitel (kap. 15: "Nu er Kristus opstået fra de døde").
Vi fortsætter med 1 Petersbrev. Man kan sætte overskriften "Det levende håb" over brevet, og et af versene citeres ved alle vores dåb. Peter taler ind i en vanskelig situation for de kristne, og han opmuntrer, bekræfter Guds nåde og styrker os i troen.
Forløbet er følgende:
15/5: 1 Pet 1
16/5: 1 Pet 2
17/5: 1 Pet 3
18/5: 1 Pet 4
19/5: 1 Pet 5
I de fleste bibler begynder 1 Pet på s. 1114, og i Bibelen2020 er det på s. 1604.
God læselyst!


Andagt, 4. søndag efter påske, den 10. maj ved Anna Marie Erbs

Denne andagt er optaget på Søndre Kirkegård og varer ca. 10 min. 


Tanker til Store Bededag

ved Bodil Raakjær Jensen

I dag er det Store Bededag. Store bededag er lidt en kunstig helligdag. Det er den i hvert fald sådan forstået, at der ikke ligger en bibelsk fortælling bag ved denne dag. Derimod blev dagen indført som en dag til faste, bod og bøn. Den slags dage blev indført oppe fra – fra det kirkelige hierarki eller ligefrem fra det statslige. Man gjorde det som et forsøg på at stoppe epidemier eller nationale katastrofer. Der var nøjagtige regler for, hvordan man skulle forholde sig på disse bededage. Lidt ligesom Sundhedsstyrelsens vejledninger i vore dage.

Siden mistede alt det med bod og bøn betydning i det offentlige. Man kom efterhånden til at forbinde dagen med en forårsfridag, med varme hveder aftenen før og med spadsereture i det grønne. ”Grøn er vårens hæk, kåben kastes væk, jomfruer sig alt på volden sole” – sådan sang vi med stor entusiasme i min skoletid, selvom ingen af os børn nogensinde havde gået tur på Københavns volde.

Men begyndelsen til det var altså en anden. Det var lovpligtig bøn og gudstjeneste. Og man kan spørge sig selv, om det egentlig virker med lovbefalet bøn. Virker det i grunden ikke bedre, når dem i toppen af Danmark i stedet for går foran med et godt eksempel? Jeg tror i hvert fald, det virker meget stærkere, når f.eks. dronningen slutter sin fødselsdagstale af med et ”Gud bevare Danmark”. Denne bøn fandt denne dag klangbund hos rigtig mange mennesker, der pludselig kunne høre, at dette faktisk er en alvorlig ment bøn. Det er ikke bare en automatisk frase, der normalt afslutter dronningens nytårstale. Aldrig var disse tre ord blevet sagt mere dybfølt, var der nogen, der mente. Det tror jeg såmænd ikke. Jeg tror, at dronningen mener det alvorligt hver gang. Men aldrig er det blevet hørt så dybfølt af så mange. Det er nok nærmere sandheden.

Evangelieteksten til Store Bededag (efter anden række) står i bjergprædikenen i Matthæusevangeliet. I den nye bibeloversættelse fra Bibelen 2020 lyder den sådan her:

”I skal bede om det, I har brug for, så får I det. I skal lede, så finder I det, I søger, og I skal banke på, så bliver I lukket ind. Den, der beder, får, og den, der leder, finder, og den, der banker på, bliver lukket ind. Hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød? Og hvem vil give ham en slange, når han beder om en fisk? Selvom I er onde, kan I godt finde ud af at give jeres børn gode gaver. Tror I så ikke, at jeres far i himlen vil give gode gaver til dem, der beder ham om noget?

I skal opføre jer sådan over for andre, som I gerne vil have, de skal opføre sig over for jer. Det siger loven og profetbøgerne.

I skal gå ind ad den smalle port. Den brede port fører til undergang, og vejen dertil er også bred, og der er mange, der går den vej. Til gengæld er både vejen og porten til livet smal, og det er kun få, der finder dertil.” (Matt. 7,7-14)

Det er svært ikke at blive anfægtet af denne tekst. Hvor ofte har man ikke hørt nogen sige: ”Jeg bad til Gud, men jeg fik ikke det, jeg bad om.” Hvor ofte har man ikke selv gjort sig den erfaring, at man ikke blev bønhørt på den måde, man havde tænkt sig. For man ved jo selv bedst. Det er meget godt illustreret med kordegnens fortalelse, dengang man endnu havde den gamle udgangsbøn: ”Himmelske far, jeg takker dig, fordi du har lært mig, hvad jeg vil, at du skal gøre…”

Hvad jeg vil, at du skal gøre…. Men der står altså ikke, at vi altid får nøjagtig det, som vi beder om. I denne bibeludgave står, at vi skal bede om det, vi har brug for. Men ved vi altid, hvad vi har brug for? Ja, vi tror, at vi ved det. Men måske er det i virkeligheden ikke altid sådan. Måske får vi noget andet, end lige præcis det, vi gerne ville. Og måske viser det sig at være endnu bedre for os.

Men den slags er umuligt at sige til den, der f.eks. bad om helbredelse for sig selv eller en af sine kære uden at blive bønhørt. Den slags kan man ikke sige til andre. Den slags kan man kun sige til sig selv.

Evangeliet lægger vægt på aktiviteten. Eller vi kunne også sige på viljen. Tingene kommer ikke af sig selv. Vi skal bede, søge og banke på. Måske er løsningen allerede der. Allerede mens vi beder og søger og banker på. Det er ligesom, når vi kan se løsningen på et problem, idet vi taler med nogen om det, og dermed får gjort det tydeligt for os selv, hvad der er i vejen, og hvad der kan gøres ved det.

Det gode kommer ikke til os af sig selv. Vi skal opsøge det. Vi skal gøre noget for det. Og se, det er jo endnu en anfægtelse for os, der har lært, at alt kommer af Guds nåde, og at Guds nåde er gratis, uden at vi skal gøre os fortjent til den. Det er ren og uforfalsket gave.

Alligevel skal vi bede, lede og banke på. Gør vi det, vil vi finde en nådig Gud. At vi så ikke altid selv fra begyndelsen kan skelne brød fra sten, når det rækkes os, er en anden sag. Det kommer måske med øvelsen.

Jeg kan godt lide evangeliets lille lignelse: ”Hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød?” Det ville ingen af os gøre – også selvom vi ikke besidder samme barmhjertighed som Gud. Kan vi da ikke trygt stole på ham?

”Selvom I er onde” – står der. Jeg ved ikke rigtig, om jeg køber den. Jo, der findes ondskab blandt mennesker. Er man som jeg vild med krimier – særligt de mørke skandinaviske - er der mange eksempler på menneskers ondskab. Og selvfølgelig trives egoisme og hensynsløshed da også blandt os.

Men hvad denne coronatid viser mere end noget andet, er menneskers vilje og opfindsomhed til at hjælpe hinanden på alle mulige måder. Vi danner netværk, der skal afhjælpe hinandens problemer. Langt de færreste stjæler værnemidler og håndsprit for at berige sig. Det er bare dem, vi hører om. Langt, langt flere gør sig alle mulige anstrengelser for at hjælpe andre og for at bevise det gode fællesskab. Også her skal man bare bede, lede, banke på, så er der hjælp at få.

Måske er det netop sådan: Gud virker gennem os mennesker, så den bedende bliver hørt. Vi skal bare have tillid og tro, så går ingen forgæves efter hjælp. Det er det, Gud har lagt i os. Det er der, vi skal ligne Gud, der skabte os til kærlighed.

”Grøn er vårens hæk ”– der begyndte vi. Sangen slutter lidt sørgeligt: ”Ak, de skønne svandt, jo fra hver en kant, det er tungt, man skal gå hjem alene”. Men vi er aldrig helt alene. Vi skal bare bede, lede, banke på. Så vil vi finde en åben dør, et åbent øre, og et åbent hjerte.

Amen


4. maj - 75 år efter befrielsen

I aften er det 75 år siden, at befrielsesbudskabet lød.

Det er værd at markere - f.eks. på den traditionelle måde med tændte lys i vindueskarmen. Det fortæller sognepræst Egil Hvid-Olsen lidt om her.


Online gudstjeneste 3. maj 2020


Samtaletilbud

Der er ikke noget nyt i, at præsterne står til rådighed for samtaler, selvom det skal foregå over telefonen i denne tid - men Røde Kors har udviklet et nyt samtaletilbud, som vi gerne vil gøre opmærksom på, fordi det kan være med til at afhjælpe ensomhed:

Nu er der mulighed for at få en snak med en frivillig samtaleven på www.SnakSammen.dk.

Boblberg og Røde Kors har lavet et nyt gratis initiativ under Corona-krisen, hvor man kan få sig en snak om alt, hvad hjertet begærer, så man ikke føler sig alene i en svær tid.


Fælles bibellæsning

Tak for gode tilbagemeldinger på den fælles bibellæsning. Vi fortsætter (og nye kan stå på) - og begynder i dag på 1 Korintherbrev, ét kapitel om dagen. "Kærligheden er størst" er overskriften i Bibelen2020 - med henvisning til "kærlighedens højsang" i kap. 13. Derudover har Paulus masser af gode ord til kristne til alle tider omkring både tro, håb og kærlighed, så læs og bliv opmuntret og udfordret. I de fleste bibler er sidetallet 1037 - i Bibelen2020 1487. God læselyst!

Forløbet er sådan her:
29/4: Kap. 1
30/4: Kap. 2
1/5: Kap. 3
2/5: Kap. 4
3/5: Kap. 5
4/5: Kap. 6
5/5: Kap. 7
6/5: Kap. 8
7/5: Kap. 9
8/5: Kap. 10
9/5: Kap. 11
10/5: Kap. 12
11/5: Kap. 13
12/5: Kap. 14
13/5: Kap. 15
14/5: Kap. 16


Konfirmationsdatoer 2022

I går kom vi til at offentliggøre en mangelfuld liste over konfirmationer i 2022, som kort efter blev trukket tilbage.

Nedenstående datoer skulle meget gerne være korrekte.

23. april kl. 10.00: Store Sol + G-klassen v/ Anna Marie Erbs.

1. maj kl. 10.00: Privatskolen v/ Steen Frøjk Søvndal.

7. maj kl. 10.00: Lynghede (Stenderup Kirke) v/ Hanne K. Kobbelgaard.

7. maj kl. 10.00: Lynghede 7A v/ Egil Hvid-Olsen.

8. maj kl. 9.00: Lynghede 7B v/ Steen Frøjk Søvndal.

8. maj kl. 11.00: Lynghede 7C v/ Bodil Raakjær Jensen.

13. maj (St. Bededag) kl. 10.00: Vestre 7A v/ Hanne K. Kobbelgaard.

14. maj kl. 10.00: Vestre 7B v/ Steen Frøjk Søvndal.

15. maj kl. 10.00: Vestre 7C v/ Egil Hvid-Olsen.

Bemærk, at holdene fra Lynghedeskolen i Grindsted består af de nuværende 5. klasser. De børn, der kommer til Grindsted fra skolen i Stenderup, har deres eget hold og konfirmeres i Stenderup Kirke d. 7. maj kl. 10.00.

I lyset af coronakrisen og den usikkerhed, den bringer med sig, bliver vi nødt til at forbeholde os ret til ændringer.

Spørgsmål kan rettes til sognepræst Egil Hvid-Olsen, eho@km.dk, tlf.: 20 33 64 18.

Venlig hilsen præsterne i Grindsted, Nollund, Urup samt Stenderup.


Andagt til 2. søndag efter påske fra Urup Kirke

Grindsted, Nollund og Urup udgør ét pastorat. Derfor har sognepræst Egil Hvid-Olsen valgt at optage søndagsandagten i Urup Kirke denne gang.

Egil taler blandt andet om, hvor provokerende Jesus var.

Andagten består af introduktion, tekstlæsning, prædiken, Fadervor og velsignelse.


Fælles bibellæsning fortsætter

Paulus' Brev til Kolossenserne (s. 1078 i de fleste bibler, s. 1544 i Bibelen2020) er ligesom Efeserbrevet et "fangenskabsbrev", skrevet mens Paulus var fange i Rom. I Bibelen2020 har brevet overskriften "Kærlighed og tilgivelse". Læs med og bliv opbygget og overrasket over det stærke ord fra Gud. Læseplanen ser således ud:

Fredag: Kap. 1

Lørdag: Kap. 2

Søndag: Kap. 3

Mandag: Kap. 4


Tilbud til ensomme og folk med begrænsede økonomiske midler

Fordi den aktuelle krise udfordrer mange både socialt og økonomisk, har Café Jydepotten igangsat et nyt initiativ. Dette vil præsterne ved Grindsted, Nollund og Urup Kirker gerne være med til at gøre opmærksom på.

Til og med d. 15. juli kører caféens ansatte ud med hjælp, der kan afhentes på 12 lokaliteter i kommunen. Man kan få madpakker, aktivitetsmaterialer og en snak, så længe man holder sikkerhedsafstanden på to meter, og der ikke samler sig flere end ti personer.

Læs mere her: Artikel i Jydske Vestkysten.

Café Jydepotten er en del af KFUM's Sociale Arbejde, der er en landsdækkende hjælpeorganisation.


Andagt, 1. søndag efter påske, den 19. april ved Anna Marie Erbs

Vi må undvære at komme i kirke i denne tid.

Anna Marie Erbs har valgt at optage denne andagt udenfor Grindsted kirke.

Andagten varer ca. 10 min. og består af hilsen, indledning, evangelielæsning, prædiken, fadervor og velsignelse.


Vil du være med til at læse i Bibelen?


Egil fortæller den sidste godnathistorie fra Bibelen, nr. 19, 13. april 2020. Denne gang springer vi fra påsken til pinsen.

 

 


2. påskedags-andagt v/ Egil Hvid-Olsen. Glædelig påske!


Egil fortæller godnathistorie fra Bibelen, nr. 18, 12. april 2020. I dag er det påskedag, hvor Jesus blev levende igen. Det er det, historien handler om.


Egil fortæller godnathistorie fra Bibelen, nr. 17, 11. april 2020. Om engang hvor Jesus gav sin døde ven livet tilbage.


Egil fortæller godnathistorie fra Bibelen, nr. 16, 10. april 2020. I dag er det langfredag. Derfor handler historien om, hvad der skete langfredag.


Materiale til Tour de Langfredag. God tur!


Langfredagsandagt i Grindsted Kirke v/ sognepræst Egil Hvid-Olsen

Langfredag er den mest triste højtidsdag i hele kirkeåret. Alligevel vækkes der et håb midt i den frygtelige håbløshed. Hør om det i denne langfredagsandagt fra Grindsted Kirke.

Andagten består af evangelielæsning, prædiken, Fadervor og velsignelse.


Egil fortæller godnathistorie fra Bibelen, nr. 15, 9. april 2020. I dag er det skærtorsdag, og det er, hvad historien handler om.


Andagt, Skærtorsdag den 9. april ved Bodil Raakjær Jensen

Andagten varer ca. 10 min. og består af hilsen, indledning, evangelium, prædiken, fadervor og velsignelse.


Påskefilm for de mindste

Hanne Kobbelgaard, der er præst i Stenderup og deltidsansat præst i Grindsted, har sammen med sin mand, Lasse, lavet denne film om påsken for de mindste.

Klik her for at se filmen: Påske for børn.

God fornøjelse og glædelig påske!


Samtale med en præst

Alle præsterne tilbyder sjælesorg. Præsten har tavshedspligt, og samtalerne tager udgangspunkt i det, du gerne vil tale om. Det koster ikke noget at få en sjælesorgssamtale med præsten.

Sjælesorg betyder omsorg for sjælen og er en mulighed for at tale med et andet menneske om lige præcis det, der tynger dig. Det kan være alt fra mindre udfordringer til sorg, sygdom, ensomhed, skilsmisse, personlige problemer, familierelationer, tvivl, tro og tanker om fremtiden. Præsterne kan træffes på telefon. Vores kontaktoplysninger er her: Kontakt præsterne.


Egil fortæller godnathistorie fra Bibelen, nr. 14, 8. april 2020. Denne gang handler det om en enke, der gav en meget lille og samtidig meget stor gave.


Præstehilsen til den stille uge v. Steen Frøjk Søvndal


Egil fortæller godnathistorie fra Bibelen, nr. 13, 7. april 2020. I dag handler det om den romerske kejser, der mente, at han var en Gud. Det var Jesus ikke enig med ham i.

Egil fortæller godnathistorie fra Bibelen, nr. 13, 7. april 2020. I dag handler det om den romerske kejser, der mente, at han var en Gud. Det var Jesus ikke enig med ham i.


Hver dag indtil 2. påskedag fortæller sognepræst Egil Hvid-Olsen en godnathistorie fra Bibelen for de lidt større børn.
Du kan finde fortællingerne under ”Aktuelt fra præsterne”.

Fortællingerne offentliggøres hver aften kl. 19.30.
De kan også ses på Grindsted Kirkes Facebookside.


Egil fortæller godnathistorie fra Bibelen, nr. 12, 6. april 2020. Denne gang handler det om engang, hvor Jesus blev stiktosset.


Egil fortæller godnathistorie fra Bibelen, nr. 11, 5. april 2020. Denne gang om palmesøndag, hvor Jesus red ind i Jerusalem på et æsel


Andagt, Palmesøndag, søndag den 5. april ved Anna Marie Erbs

Vi må undvære at komme i kirke i denne tid.

Anna Marie Erbs har valgt at optage denne andagt i kirkerummet med lysene tændt på det smukke alterbord i Grindsted kirke.

Andagten varer ca. 10 min. og består af hilsen, indledning, evangelielæsning, prædiken, fadervor og velsignelse.


Egil fortæller godnathistorie fra Bibelen, nr. 10, 4. april 2020. Samaritaneren


Præstehilsen 3. april 2020. Om at lukke og åbne...


Egil fortæller godnathistorie fra Bibelen, nr. 9, 3. april 2020. Den lamme mand


Egil fortæller godnathistorie fra Bibelen, nr. 8, 2. april 2020. Da Jesus blev døbt


Egil fortæller godnathistorier fra Bibelen, nr. 7, 1. april. Jesu fødsel


Egil fortæller godnathistorier fra Bibelen, nr. 6, 31. marts. Jakobs kamp


Egil læser godnathistorier fra Bibelen, nr. 5, 30. marts 2020. Jakob og Esau


4 bønner fra 4 præster

Her er fire bønner, som de fire præster ved kirkerne i Grindsted, Nollund og Urup – Anna Marie Erbs, Bodil Raakjær Jensen, Steen Frøjk Søvndal og Egil Hvid-Olsen - har skrevet i forbindelse med den såkaldte ”Fælles Bededag”.

Husk, at bønner er brugstekster, som man må slette og tilføje i, hvis der er noget, man finder irrelevant, og andet man synes mangler.

 

 

Bøn nr. 1.

 

Gud i Himlen

Vi takker dig for alt, hvad du giver os at leve i

For jord, luft, ild og vand

Og alt hvad vi behøver fra dag til dag

 

Vi takker dig for jorden og dens rigdomme

I denne tid mærker vi jorden under vore fødder, når vi hver for sig eller i små grupper går ud i naturen og lader os overvælde af alt det, du lader jorden frembringe.

I en tid, hvor alt vakler, lader du jorden være den stabile grund under vore fødder, som du selv er den stabile og sikre grund under hele vort liv.

Vær med dem, der er afskåret fra at gå ud og nu svæver i sygdommens tågeland. Vær du den faste klippegrund under dem, så de ikke falder i mismod

 

Vi takker dig for luften, vi indånder og er fælles om.

Gennem den giver du os liv og ånde og knytter os sammen i fælles liv. Vi holder sammen ved at holde afstand. For det er gennem luften og åndedraget, smitten breder sig. Lær os at trække vejret hver for sig og alligevel stå sammen. Vær med alle, der trækker vejret gennem en respirator eller med hjælp fra en iltslange i denne svære tid. Bevar deres liv gennem dit vældige åndedrag.

 

Vi takker sig for kærlighedens ild og varme.

Vi takker dig for ilden og for solens varme, der i denne tid får alt til at spire og gro. Gennem solen giver du os lys og varme og kalder os ud i dagen, morgen efter morgen - også i denne sære tid, hvor mange ikke har så meget at stå op til.

Giv os frimodighed og glæde, så vi trodser mismodet og giver os i kast med de opgaver, der venter på os.

Lad kærligheden vokse og brede sig, så vi holder tæt kontakt på afstand med dem, vi holder af og er forbundet med. Lær os at tage vare på dem, der er ene og ensomme, så også de må mærke din kærligheds ild i denne svære tid.

Bind os sammen i stærke fællesskaber og styrk os hver især til at sige nej til egoismens fristende formuleringer og økonomiske kalkuler.

Lad feberens hede slå sygdommen ned og bringe helbredelse til de syge.

Giv sygeplejersker og læger hjertevarme og energi til at trøste, lindre og helbrede. Giv præsterne livsmod og troens klare svar på al tvivl og mismod.

 

Vi takker dig for vandets rensende og livgivende kraft.

Vi takker dig for vandet, vi bruger til igen og igen at rense os for smitte, så vi ikke bringer den videre.

Vi takker dig for vandet, der slukker den febersyges tørst.  

Vi beder for alle, der ikke har rent vand og for alle, der ikke har tilstrækkeligt med vand i denne tid. Giv fantasi og mod, så der findes andre veje til renselse. Lad ikke fattige mennesker fortvivle og give op i slummens og flygtningelejrenes kaos.

 

Vi takker dig Gud!

Du er den klippefaste grund under vores fødder

Du er luften, vi indånder og lever af

Du er ilden i vores kærlighed og varmen i vore liv

Du giver os det livgivende og levende vand

 

Vi beder dig Gud!

Lær os at give slip på os selv og komme hinanden i møde

Amen

 

 

Bøn nr. 2

 

Gud

Vi føler os små og afmægtige og lukket inde
vi frygter for vores helbred og liv

det gør ondt
når vi ikke kan se til vores syge og gamle

vi savner nærhed og fællesskab
en hånd at holde i

men alt det ved du allerede
og fortabtheden kender du fra dig selv

hjælp dem der arbejder hårdt
for at hjælpe andre

vær nær hos de angste
hos ensomme og syge
hos døende og sørgende

giv os  mod og fantasi
og hjælp os til at se muligheder
hvor vi kun ser begrænsninger

lad ikke ængstelsen blive
til en lammende angst

giv os roen nu
hvor vi har tid til at tænke

hjælp os til at gøre hvad vi kan
dér hvor vi er
og at have nok i det

lad os altid mærke din nærhed
og din trøst
Amen

 

 

Bøn nr. 3

 

Almægtige Gud, himmelske Fader!

I denne tid er vores hoveder og hjerter fyldte af mange tanker og uro, og derfor kommer vi til dig, du, som holder os i din hånd. Vi bekender for dig, at vi ofte stoler på vores egen og på andre menneskers kraft, også i en tid som denne. Tilgiv os denne og al anden synd, vi har gjort mod mennesker og dig. Tak, at dit hjerte er en åben favn med tilgivelse og fred. Du er vor bolig i slægt efter slægt. Hold os fast i en levende tro på dig.

Jesus Kristus, vi takker dig for det levende håb, som du har bragt ind i verden ved døden på korset og opstandelsen fra de døde, et håb, som rækker ud over døden. Tak, at du i dag er lyslevende hos os og beder for os, selv når vi ikke kan formulere vores bøn.

Gode Helligånd, væk vore hjerter til at søge dig i denne tid. Lad os mærke, at vi er ét i dig trods den fysiske afstand. Tak, at du ikke holder afstand, men ønsker at bo i og fylde vores hjerter.

Vi beder dig, gode Gud: Vær med de syge, som nu ligger alene hjemme eller på sygehusene. Vær hos dem, som ligger i respirator og kæmper for livet. Vi beder om helbredelse og lindring for smerter. Mind de syge om, at de, som lever med dig, aldrig lever for sig selv.

Vi beder for dem, der har mistet en, de havde så kær. Kom i den lammende sorg med den trøst, som du alene kan give, og vis du en vej ud til en ny tilværelse i sorgens landskab.

Vi beder særligt for læger, sygeplejersker og øvrigt sundhedspersonale. Vær med dem, når de er trætte og overvældes af mismod over sygdommens hærgen. Giv dem visdom til at behandle de Corona-ramte på bedste måde.

Vi beder dig for vort lands og hele verdens ledere og beslutningstagere, der skal håndtere krisen. Forbarm dig over os og før os ud af denne epidemi.

Vi beder dig for menigheden hos os. Vær hos de svage og ensomme, som i denne tid særligt savner et kristent eller et andet fællesskab. Styrk os i troen på dig, og mind os om, at du aldrig viser den bort, som kommer til dig.

Gud, vi takker dig for, at du i dit ord modsiger vores frygt og bekymringer. Tak, at som du giver himlens fugle føde og klæder markens liljer, sådan sørger du for os. Tak, at alle vores hovedhår er talte, og fordi ingen spurv falder til jorden, uden at du er med. Giv os en ny og stærkere tillid til dig i denne tid.

Kære Gud, vær med de mennesker og situationer, vi nu i stilhed bærer frem for dig i vores egen bøn (stille bøn…)

Du, som har dig selv mig givet,

lad i dig mig elske livet,

så for dig kun hjertet banker,

så kun du i mine tanker

er den dybe sammenhæng!

 

 

Bøn nr. 4

 

Kære Gud,

vi kalder dig almægtig

i tillid til, at du kan alt.

Dog, da du hang på korset,

var du ikke al- men afmægtig.

”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”*,

skreg du i smerte og dødsangst.

Alligevel var du netop dér -

i smerten

og i dødsangsten –

for det var dig, der hang på korset.

Gud, når vi føler, at du har forladt os,

så mind os om,

at din magt udøves i magtesløshed;**

at du er dér, hvor vi giver op.

Giv os troen på, at du er til stede

selv i det dybeste mørke

og den skrigende angst,

og mind os om,

at du ligefuldt er i børnelatter,

kærlige ord og forårskåd fuglekvidder.

 

Amen.

 

*Matt. 27,46, Mark. 15,34.

**2. Kor. 12,9.

 

 

Desuden kan man bede Fadervor:

 

Vor Fader,
du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød;
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed!
Amen 

 

De tre organisationer – Evangelisk Alliance, Den Katolske Kirke og Frikirkenet – har udråbt dagen i dag til fælles bededag. Heraf har førstnævnte tilknytning til Folkekirken.


Egil læser godnathistorier fra Bibelen, nr. 4, 29. marts 2020

Lige nu hører vi rigtig meget om sygdom og smitte. For børn kan det være temmelig uhyggeligt alt sammen. Derfor har sognepræst Egil Hvid-Olsen besluttet at læse en kort godnathistorie højt hver dag den kommende tid, så børn i 6-8 års alderen kan komme til at tænke på noget andet end sygdom. Historierne stammer fra Bibelen, men Egil genfortæller dem på sin måde.

Hver dag indtil 2. påskedag 2020 kan man høre en ny historie fra kl. 19.30. 

 

 


Gudstjeneste søndag den 29. marts

Kære menighed. Her kommer en søndagsandagt til Mariæ Bebudelsesdag.
Man kan finde teksterne til dagen på s. 1094 og fra s. 1097 i Salmebogen.

God søndag!

 

 


Egil læser godnathistorier fra Bibelen, nr. 3, 28. marts 2020

Lige nu hører vi rigtig meget om sygdom og smitte. For børn kan det være temmelig uhyggeligt alt sammen. Derfor har sognepræst Egil Hvid-Olsen besluttet at læse en kort godnathistorie højt hver dag den kommende tid, så børn i 6-8 års alderen kan komme til at tænke på noget andet end sygdom. Historierne stammer fra Bibelen, men Egil genfortæller dem på sin måde.

Hver dag indtil 2. påskedag 2020 kan man høre en ny historie fra kl. 19.30. 

 

 


Egil læser godnathistorier fra Bibelen, nr. 2, 27. marts 2020

Lige nu hører vi rigtig meget om sygdom og smitte. For børn kan det være temmelig uhyggeligt alt sammen. Derfor har sognepræst Egil Hvid-Olsen besluttet at læse en kort godnathistorie højt hver dag den kommende tid, så børn i 6-8 års alderen kan komme til at tænke på noget andet end sygdom. Historierne stammer fra Bibelen, men Egil genfortæller dem på sin måde.

Hver dag indtil 2. påskedag 2020 kan man høre en ny historie fra kl. 19.30. 

 

 


En hilsen fra præsten

I denne tid lægger vi præster forskellige ting op på hjemmesiden – information og opmuntringer til alle, der gerne vil høre fra kirken og savner fællesskabet i denne tid, hvor der er lukket for al aktivitet.

Her kommer en ”Præstehilsen” med en opfordring og opmuntring til at vende os mod kærlighedens Gud, søge hans ord og tilgivelse fra ham. 

Med ønske om Guds fred til alle.


Godnathistorie for børn i 6-8 års alderen

Lige nu hører vi rigtig meget om sygdom og smitte. For børn kan det være temmelig uhyggeligt alt sammen. Derfor har sognepræst Egil Hvid-Olsen besluttet at læse en kort godnathistorie højt hver dag den kommende tid, så børn i 6-8 års alderen kan komme til at tænke på noget andet end sygdom. Historierne stammer fra Bibelen, men Egil genfortæller dem på sin måde.

Hver dag indtil 2. påskedag 2020 kan man høre en ny historie fra kl. 19.30. 

 

 


Tak fra præsterne

Vi præster fra Grindsted har haft en del bisættelser og begravelser i den seneste tid. Ingen af dem har været Covid19-relaterede, men risikoen for smittespredning har været til stede i kirken, som den er det alle andre steder. Derfor er der landet over blevet indført begrænsninger på antallet af deltagere ved de kirkelige handlinger. Det er altså kun særligt inviterede, der må møde op. Det er desuden nødvendigt, at man sidder på afstand af hinanden, og at man ikke giver hånd og kram. Særligt det sidste er benhårdt, for når man ser et menneske, man kender og holder af, være ked af det, fordi vedkommende har mistet en nærtstående, er det svært at undgå berøring. Man vil så gerne give et kram, et venskabeligt klap på skulderen eller bare give hånd som tegn på sin medfølelse. Men man risikerer altså at gøre ondt værre. Ingen ved, om man selv er smittet og risikerer at videregive smitten ved at komme tæt på andre. Derfor skal man holde afstand og undgå berøring.

Vi vil gerne takke de involverede familier for den måde, de har tacklet de aktuelle begrænsninger på. Mange har valgt kun at gennemføre begravelsen/bisættelsen med de allernærmeste. Det er i vores øjne en god måde at gribe det an, for hvis man gerne vil deltage, men er lidt utryg ved at møde op, kan det være rart, at andre træffer beslutningen for en.

Sognepræsterne Anna Marie Erbs, Bodil Raakjær Jensen, Hanne K. Kobbelgaard, Steen Frøjk Søvndal og Egil Hvid-Olsen.


Citat af Søren Ulrik Thomsen

Jeg har en bog, hvor jeg samler ting, som kloge folk har sagt engang - måske når de har været særligt glade, særligt udfordrede eller særligt tænksomme. Det er altid godt at gæste den slags folk. Det kan inspirere, og det kan trøste. Jeg vil gerne i denne tid i ny og næ dele denne inspirationskilde med jer.

I dag får I det første citat, som stammer fra digteren Søren Ulrik Thomsen. Han skriver et sted følgende:

"For i en tilværelse, der hele tiden vokser én over hovedet, skønt man døgnet rundt og selv i drømme forsøger at bemestre den, er det sværeste og vigtigste af alt i det mindste én gang om dagen virkelig at give op, kaste sine bekymringer på Gud og turde sige "Ske din vilje"".

Bodil Raakjær Jensen


Film om påsken

Det bliver en særpræget påske i år, hvor man ikke kan komme til gudstjeneste. Vi præster vil dog lave nogle andagter, som lægges på nettet hver søn- og helligdag.
Hvis du inden da vil mindes om, hvorfor vi fejrer påske, kan du se den film om påsken, du kan finde frem til ved at klikke her.


Andagt fra Grindsted Kirke ved Egil Hvid-Olsen, søndag den 22. marts 2020

 

Hermed en andagt, der træder i stedet for højmessen i Grindsted Kirke søndag d. 22. marts.

Andagten består af velkomst, evangelielæsning, kort prædiken, Fadervor og velsignelse.

Hav en god søndag på trods af smittefare og frygt!

 

 


EN AKTUEL BØN

Der er forskel på, hvor meget og hvordan folk beder.
I kirken er bønnen et fast og ofte tilbagevendende led i gudstjenesten.
Men lige for tiden er kirkerne aflåst.
Dog kan bøn bedes hvor som helst, når som helst.
Her er en bøn, der er skrevet til den aktuelle situation.
Brug den, hvis du vil.

Kære Gud,
det er en mærkelig tid, vi lever i.
Vi er påvirket vidt forskelligt,
men ingen er uberørt.
Nogle er sendt hjem fra arbejde,
få har mistet det.
Nogle værdsætter en pause fra dagligdagens pligter
og nyder samværet med børn, partner, ægtefælle.
Andre kæmper for at inddæmme de skader,
der truer arbejdspladsen.
Nogle lægger frygten for smitte fra sig
og nyder den ro, der har lagt sig over landet.
Andre kæmper for at værge tankerne mod rædselsscenarier.
Nogle fastholder optimismen,
andre gribes af angst -
og hver især har de deres grunde til at reagere, som de gør.

Gud, styrk vort sammenhold,
selvom vi er adskilt.
Vær selv iblandt os,
ikke mindst når du synes allerlængst borte.
Lad os ikke gribes af panik,
men af budskabet om din kærlighed,
der favner så vidt,
at den ikke kun rækker gennem livet,
men også gennem døden.

Vær med de ansatte i sundhedssektoren,
der passer og plejer,
diagnosticerer og behandler dem,
der rammes af sygdom eller uheld.
Vær med patienter og pårørende
- ja, med alle bekymrede -
så ingen mister troen på,
at du er hos os i alle forhold.

Giv os nøgternhedens gave,
så vi kan skelne overdrivelser fra alvor,
og beskyt os samtidig mod overmod og uforsigtighed.

Mind os om,
at vi
- trods de farer, vi ser i øjnene -
er langt mere sikre
end mange andre nationers befolkninger.
Giv os blik for de udfordringer,
som de, der bor i lande med et dårligt sundhedsvæsen, står overfor.
Åbn vore øjne for,
at de triste vilkår i flygtningelejrene
hurtigt kan blive endnu værre.
Lad dem alle få hjælp og støtte
fra andre lande, hjælpeorganisationer
og fra dig.

Kære Gud,
støt os,
så vi hviler i troen på,
at du er med os
gennem alle prøvelser
fra evighed til evighed.

Amen.

P.S.: En bøn er en brugstekst. Det vil sige, at man frit kan slette og skrive til, hvis man synes, at noget er overflødigt og andet mangler.

Mandag den 16. marts 2020, Egil Hvid-Olsen


Kort søndagsgudstjeneste fra Grindsted Kirke ved Steen Frøjk Søvndal, 15. marts 2020

Steen Frøjk Søvndal: 

Jeg nævner nogle bibelord til opmuntring og trøst - de kommer her:

Joh 3,16-17:
For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal
fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at
verden skal frelses ved ham.
Joh 5,24:
Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og
kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.
Joh 6,35
Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig,
skal aldrig tørste.
Joh 6,37
Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.
Joh 6,68-69
Simon Peter svarede ham: »Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du
er Guds hellige.«
Joh 8,12
Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men
have livets lys.«
Joh 10,27-28
Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i
evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.
Joh 11,25b
»Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.«
Joh 14,1-2
Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke,
ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?
Joh 14,6b
»Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.«
Joh 15,5
Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan
I slet intet gøre.
Joh 15,9
Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed
Joh 17,24a
Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig


Kort andagt/prædiken på Facebook

Søndag d. 15. marts 2020 vil der IKKE være højmesse i Grindsted Kirke - for første gang i årtier.
Vi præster har besluttet at sende en kort andagt / prædiken fra kirken hver søndag på vores Facebookside og således give menigheden mulighed for at se og høre evangeliet fra vores egen kirke. Indtil videre ser planen således ud:
15/3 Steen Frøjk Søvndal
22/3 Egil Hvid-Olsen
29/3 Steen Frøjk Søvndal

Vi ved, at mange i menigheden, inkl. præster og ansatte, begræder situationen, men af hensyn til smitterisiko og i sympati med de berørte følger vi naturligvis biskoppernes vejledning om lukning af kirken.
Vær gerne med til at bede for situationen.